Før du beder følelsen om at gå
Har du nogensinde ønsket, at en følelse bare ville forsvinde?
Ikke i morgen.
Ikke når der bliver mere ro.
Men lige nu.
At uroen lagde sig.
At sorgen lettede.
At vreden ikke fyldte så meget.
Eller at angsten holdt op med at banke på.
Hvis svaret er ja, er du ikke alene.
Jeg tror, det er dybt menneskeligt.
Når noget gør ondt, forsøger vi helt naturligt at beskytte os selv.
Vi finder forklaringer.
Holder os beskæftigede.
Tager os sammen.
Håber, at det går over.
Vi er blevet gode til at få livet til at fungere.
Vi løser problemer.
Vi planlægger.
Vi præsterer.
Og måske kommer vi til at møde vores følelser på samme måde.
Vi forsøger at dæmpe dem.
Forklare dem.
Kontrollere dem.
Eller skubbe dem lidt længere væk.
Det forstår jeg godt.
Men jeg bliver ved med at vende tilbage til en undren.
Hvad nu, hvis vi er blevet så optagede af at få følelsen til at gå, at vi aldrig når at opdage, hvorfor den kom?
Ikke fordi jeg tror, at svære følelser er noget, vi skal ønske os.
Det tror jeg ikke.
Der findes følelser, som kan være overvældende.
Følelser, ingen ville vælge.
Men måske er det heller ikke meningen, at vi først og fremmest skal bekæmpe dem.
Måske kalder de på noget andet.
Følelser er information.
Ikke fordi de altid fortæller sandheden.
Men fordi de altid fortæller noget.
Noget om den måde, vi oplever verden på.
Noget om det, vi har erfaret.
Noget om det, der har sat spor.
Noget om det, der har betydning.
Derfor bliver jeg sjældent mest optaget af, hvordan en følelse kan forsvinde.
Jeg bliver optaget af, hvad den forsøger at fortælle.
Måske er en følelse som en sagte banken på døren.
Vi kan vælge ikke at åbne.
Vi kan skrue op for musikken.
Vi kan håbe, at den går igen.
Men måske står der ikke en fjende på den anden side.
Måske står en del af vores egen historie og venter på at blive mødt.
Måske skal vi derfor ikke altid skynde os videre.
Måske skal vi standse op et øjeblik.
Se på det, vi mærker.
Mærke, hvordan det viser sig i kroppen.
Lægge mærke til de tanker, der følger med.
Være nysgerrige på, hvad følelsen forsøger at beskytte.
Ikke for at lade den styre os.
Ikke for at blive i den.
Men for at forstå den.
Der findes et smukt lille ord, som har fulgt mig længe.
Pupil
Ordet stammer fra det latinske pupilla. Det betyder både lille pige og det lille spejlbillede, vi kan ane af os selv, når vi ser et andet menneske i øjnene.
Den dobbelte betydning bliver jeg ved med at vende tilbage til.
For måske ligger der noget vigtigt gemt i netop det ord.
Vi bliver ikke kun klogere på os selv gennem vores egne tanker.
Vi bliver også klogere på os selv gennem den måde, vi bliver mødt på.
Nogle gange ser et andet menneske det, vi endnu ikke selv kan få øje på.
Ikke for at fortælle os, hvem vi er.
Men for at hjælpe os med selv at opdage det.
Jeg tror, det er derfor, en samtale kan gøre en forskel.
Ikke fordi den anden har svarene.
Og ikke fordi svære følelser forsvinder.
Men fordi der opstår et rum, hvor der er tid.
Tid til at undersøge.
Tid til stilhed.
Tid til at sætte ord på det, der længe har været ordløst.
Og nogle gange sker der noget særligt.
Ikke fordi livet bliver lettere fra den ene dag til den anden.
Men fordi det, der før virkede uforståeligt, begynder at hænge sammen.
Det er ofte her, nye muligheder opstår.
Ikke gennem kamp.
Men gennem forståelse.
Jeg tror ikke, at alle følelser skal følges.
Men jeg tror, at alle følelser fortjener at blive mødt.
For måske er det ikke følelsen, der holder os fast.
Måske er det den historie, vi endnu ikke har fået lyttet til.
Og med det, vil jeg lade dig sidde tilbage med et spørgsmål.
Hvis en følelse kunne tale – hvad tror du så, den ville forsøge at fortælle dig?
Måske findes svaret ikke med det samme.
Måske skal nogle spørgsmål have lov til at leve lidt længere.
Nogle samtaler begynder ikke med et svar.
De begynder med et menneske, der er blevet nysgerrigt på sig selv.
Hvis du kan genkende noget af det, du har læst, og har lyst til at undersøge det nærmere, er du altid meget velkommen til at kontakte mig.