Før du beder følelsen om at gå

Har du nogensinde ønsket, at en følelse bare ville forsvinde?

Ikke i morgen.

Ikke når der bliver mere ro.

Men lige nu.

At uroen lagde sig.

At sorgen lettede.

At angsten gav slip.

At vreden holdt op med at fylde.

Hvis du kan genkende det, er du ikke alene.

Det hører med til at være menneske.

Når noget gør ondt, forsøger vi helt naturligt at passe på os selv.

Vi leder efter forklaringer.

Vi holder os beskæftigede.

Vi tager os sammen.

Vi håber, at det snart går over.

Med tiden finder vi måder at få hverdagen til at hænge sammen på.

At finde løsninger.

At skabe overblik.

At tage ansvar.

At komme videre.

Det er en styrke.

Men nogle gange møder vi også vores følelser på den måde.

Vi forsøger at forstå dem.

Forklare dem.

Kontrollere dem.

Dæmpe dem.

Distrahere os fra dem.

Eller skubbe dem lidt længere væk.

Som om de er et problem, der skal løses.

Men måske er det netop dér, vi misforstår dem.

For følelser er sjældent problemer.

De opstår ikke for at gøre livet sværere.

De opstår, fordi noget i os længes efter at blive mødt.

Noget er blevet overset.

Måske står følelsen ikke i vejen for dig.

Måske forsøger den at vise dig vej.

Hvad nu, hvis vi er blevet så optagede af at få følelsen til at gå væk,

at vi aldrig når at opdage, hvorfor den kom?

Følelser er information.

Der findes følelser, som kan være overvældende.

Men måske er spørgsmålet ikke, hvordan vi får følelsen til at forsvinder, men hvad den forsøger at fortælle.

Ikke fordi de altid afspejler virkeligheden.

Men fordi de fortæller noget om den måde, vi oplever den på.

Om det, vi har erfaret.

Om det, der har sat spor.

Om det, der stadig har betydning.

Derfor bliver jeg sjældent mest optaget af, hvordan en følelse kan forsvinde.

Jeg bliver optaget af, hvad den forsøger at fortælle.

Måske er en følelse som en sagte banken på døren.

Vi kan vælge ikke at åbne.

Vi kan skrue op for musikken.

Vi kan håbe, at den går igen.

Måske står der ikke en fjende på den anden side.

Måske står en del af vores egen historie og venter på at blive mødt.

Det kalder ikke nødvendigvis på et hurtigt svar.

Den kan kalde på, at vi standser op et øjeblik. At vi lytter.

At vi giver os tid til at undersøge, hvad følelsen forsøger at fortælle.

Måske begynder forståelsen dér, hvor det sprogløse langsomt får ord.

Den tanke leder mig igen og igen tilbage til et smukt lille ord, som har fulgt mig længe.

Pupilla – at se sig selv gennem den andens blik

Ordet stammer fra det latinske pupilla. Det betyder både lille pige eller lille dukke. Det er også det lille spejlbillede, vi kan ane af os selv, når vi ser et andet menneske i øjnene.

Jeg vender igen og igen tilbage til den betydning.

Ikke fordi den forklarer noget.

Men fordi den inviterer til stille eftertanke.

Hvad nu, hvis der gemmer sig noget vigtigt i netop det billede?

At vi ikke kun ser den anden.

Men at vi gennem den andens blik langsomt bliver synlige for os selv.

Vi kommer ikke kun til at forstå os selv ved at se indad.

Vi kommer også til at forstå os selv gennem den måde, vi bliver mødt på.

Nogle gange ser et andet menneske det, vi endnu ikke selv kan få øje på.

Ikke for at fortælle os, hvem vi er.

Men for at blive hos os længe nok til, at vi selv får øje på det.

Måske er det derfor, en samtale kan gøre en forskel.

Ikke fordi den anden har svarene.

Og ikke fordi svære følelser forsvinder.

Men fordi der opstår et rum, hvor der er tid.

Tid til stilhed.

Tid til at undersøge.

Tid til, at det sprogløse kan finde sit sprog.

Og nogle gange sker der noget næsten umærkeligt.

Ikke fordi livet pludselig bliver lettere.

Men fordi følelsen langsomt bliver mulig at forstå.

Det, der før blot gjorde ondt, bliver en del af en historie, vi ikke længere behøver at vende os væk fra.

Jeg tror ikke, at alle følelser skal følges.

Men jeg tror, at alle følelser fortjener at blive mødt.

For måske er det ikke følelsen, der holder os fast.

Måske er det den historie, vi endnu ikke har givet os selv tid til at lyttet til.

Hvis en følelse kunne tale – hvad tror du så, den ville forsøge at fortælle dig?

Måske findes svaret ikke med det samme.

Måske skal nogle spørgsmål have lov til at leve lidt længere.

De vigtigste samtaler begynder sjældent med et svar.

De begynder med et menneske, der tør blive i det, der er.

Hvis du kan genkende noget af det, du har læst, og har lyst til at undersøge det nærmere, er du altid meget velkommen til at kontakte mig.